Beskrivelse
Billedbog af Katrine Marie Guldager og illustrationer af Kirsten Raagaard
ABC Forlag
ISBN 978-87-7916-155-9
Anton er en dreng på ti år,
og han har længe haft på fornemmelsen,
at noget er galt.
Helt, helt galt.
Anton er begyndt at drømme.
Ikke sådan nogle søde og rare drømme.
Men lidt uhyggelige drømme.
Meget uhyggelige faktisk.
Fulde af dæmoner.
Anton har spurgt sin mor om,
hvorfor man har onde drømme.
Men Antons mor har bare purret ham i håret og sagt:
– Onde drømme, Anton, det er du slet ikke gammel nok til.
Er der da slet ingen, der vil tro på,
at Anton er omringet af sorte dæmoner,
som får ham til at ryste af skræk?
Katrine Marie Guldager er god til at reflektere i børnehøjde. Det har hun så rigeligt bevist i ”Anton og sorgens pil”, i ”Anton og tingenes sjæl” (…)
I ”Anton og nattens dæmoner” spiller Kirsten Raagaard mere end fornemt med ”på” akvareller og demonstrerer suverænt sin indlevelse i den filosofiske drengs tanker, så også ”Anton og nattens dæmoner” fremstår som en smuk, smuk helhed.
Endnu en pragtfuld billedbog fra Katrine Marie Guldager og Kirsten Raagaard – og fra ABC Forlag!
Bent Rasmussen, redaktør af “SKOLEBIBLIOTEKET”
September 2012.